Det spørgsmål, der fylder mest hos forældre til kommende skolebørn, er som regel det forkerte: kan han bogstaverne. Det, der betyder noget den første måned i 0. klasse, er noget helt andet, og det er også det, der er nemmest at øve, fordi det kan trænes i en helt almindelig hverdag.
Det praktiske vejer tungest
Et barn, der selv kan tage overtøj og sko på, selv kan gå på toilettet og selv kan åbne sin madkasse, har frigjort en voksen — og har mere overskud selv. Der er ikke en pædagog pr. barn i skolen, og de første uger går med at finde ud af, hvor tingene er. Det er den slags, der afgør, om dagen føles som noget, man kan overkomme.
Øv det i god tid, og øv det, når der ikke er travlt. Lynlåse og snørebånd læres ikke klokken 7.40 en tirsdag.
At kunne vente og at kunne høre efter
De to ting bliver nævnt af stort set alle, der modtager en 0. klasse. Ikke at sidde stille i en time — det kan ingen seksårige — men at kunne vente på tur, at kunne holde en besked i hovedet, mens man går hen for at udføre den, og at kunne tåle, at det ikke er ens egen tur til at fortælle. Det trænes ved middagsbordet og i brætspil, ikke ved bordet med blyanter.
Bogstaver og tal: genkendelse er nok
Barnet skal ikke kunne læse. Det skal kunne genkende sit eget navn, kende nogle af bogstaverne, tælle et lille antal ting og vide, at man læser fra venstre mod højre. Alt derudover er en fordel, ikke et krav — og det er ofte de børn, der har fået lov at komme i skole uden at kunne det hele på forhånd, der synes, at det er sjovt at lære.
Hvis I skal øve skrift, så øv navnet. Det er det eneste, barnet skal skrive de første uger, det giver mening, fordi det er barnets eget, og det giver et blyantgreb med på vejen. Store bogstaver er fint. Ingen retter et barn i 0. klasse for at skrive med versaler.
Hvis I gerne vil øve alligevel
Nogle familier har lyst til at gøre lidt, og det skader ikke, så længe det stopper, når barnet ikke gider mere. Skal man vælge ét sted at begynde, er det de allermest almindelige ord — dem, der går igen på hver eneste side i de første bøger. De kaldes de 120 ord, og de fylder en overraskende stor del af en almindelig tekst, netop fordi de er de små ord, sætningerne hænges op på. Det er også dem, barnet møder igen i 1. klasse, så tiden er ikke spildt.
Læs højt, og lad barnet kede sig
Højtlæsning er stadig det, der har den største effekt, og det kræver hverken materiale eller planlægning. Lad desuden barnet have perioder, hvor der ikke er en aktivitet. Kedsomhed er dét, der får et barn til selv at finde på, og evnen til selv at finde på er værd mere i en skolegård end noget som helst, der kan øves ved et bord.
Sommeren inden: hold på rytmen
Det, der giver den hårdeste start, er sjældent det faglige. Det er, at barnet i seks uger er stået op klokken ni og har sovet til middag, og at der så pludselig skal spises morgenmad klokken syv. Ryk sengetiden en halv time ad gangen den sidste uge eller to af ferien i stedet for at gøre det hele på én nat. Gå desuden turen til skolen et par gange i august, mens der ikke er andre mennesker — så er vejen kendt, porten er kendt, og der er én ting mindre at være nervøs for den første morgen.
At spørge en voksen om hjælp. At sige til, når man ikke kan finde ud af det. At gå hen til en gruppe børn og spørge, om man må være med. De tre ting er svære, de øves ikke i noget hæfte, og de betyder mere for de første måneder end alt det faglige. Tal om dem, og lad barnet gøre det selv i situationer, hvor det ikke er farligt — i butikken, hos naboen, på legepladsen.
Og hvis barnet ikke er klar
Nogle børn er ikke klar det år, de fylder seks, og et ekstra år i børnehaven er en almindelig og udmærket beslutning, ikke et nederlag. Tal med pædagogerne, som ser barnet i en gruppe hele dagen — de har et andet grundlag end det, man selv kan se derhjemme, hvor barnet oftest er sammen med voksne, der kender det godt.
